tirsdag den 19. april 2016

Luftballoner til børneværelset - DIY

Da jeg indrettede børneværelset, ville jeg gerne have nogle stærke farver ind, så det hele ikke blev hvidt. Derfor lavede jeg nogle farvestrålende luftballoner til at hænge op, som kunne være med til at give rummet farve. Her er derfor en meget nem guide til, hvordan du meget nemt selv kan lave luftballoner.

Det sværeste ved at lave luftballonerne var faktisk at finde de små kurve i en passende størrelse. Jeg endte med at finde dem i IKEA, hvor jeg måtte købe tre sæt  med tre kurve i hver, så jeg kunne bruge de mindste af kurvene til luftballonerne. Jeg har fornylig også set de samme sæt i Tiger, men da jeg købte dem, var de billigere i IKEA.




Det skal du bruge:
Rispapirslamper (jeg har brugt nogle, der er 25 cm i diameter)
Kurve (de kurve jeg har brugt er 7 cm høje og 7 cm i diameter)
Maling
Pensel
Snor
Tape eller lim


Sådan gør du:

1) Fold lamperne ud og mal dem.
De lamper jeg har brugt havde allerede en farve, så jeg kunne nemt male den anden farve oven på. Lamperne er sat sammen af baner af papir, så det er ganske nemt at male, hvad der svarer til en bane.
Jeg malede dem to gange, før malingen dækkede helt, men det kommer sikkert an på, hvilken maling du bruger.

2) Klip snorene, så du synes, de passer i længden. Jeg har brugt 4 snore pr. kurv, og hver snor er cirka 15 cm lang.

3) Snorene bindes fast om kurven, og derefter klistres de til indersiden af lampen med enten lim eller tape.

4) Bind tråd i lampen, og hæng dem op.





Og så er de lige til at hænge op. Det kan næsten ikke blive nemmere..

God fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...