torsdag den 11. februar 2016

Hvor skal man bo i Firenze?

I sommer var vi i Toscana 8 dage midt i julis hedebølge. Vi besøgte Firenze, San Gimignano og Lucca. Firenze er en fantastisk spændende og hyggelig by, hvor man - selvom der er mange turister - godt kan finde små gode lokale steder og komme lidt væk fra turistmylderet.

Det kan hurtigt være meget dyrt at overnatte i Firenze, hvis man vil bo i centrum af byen, og der er rigtig mange meget luksuriøse hoteller. Vi startede med at undersøge priserne for hostels, men det viste sig ikke at kunne betale sig, da prisen pr. nat, hvis man gerne vil have eget værelse og badeværelse, ikke er bedre end de billige pensionater og hoteller.

Vi var heldige at finde et billigt hotel i Firenze, hvor vi super centralt, men samtidig fik en rigtig god pris. Hotellet hedder San Lorenzo Number 7 - og selvom de kalder sig et hotel, kunne man også betegne det som pensionat eller bed and breakfast.


Facaden på vores hotel.
Vores værelse lå på 2. sal med udsigt over pladsen



Hotellet er ikke prangende på nogen måde. Der er en lille beskeden reception i et lille værelse, og derudover der en gang med værelser. Vores værelse var rent, men meget basalt. Der var en seng, sengeborde, et skab, skrivebord og spejl. Men mere skulle vi heller ikke bruge.
Da vi bestilte kunne vi se, at værelset havde "private seperate bathrooms", og var lidt spændte på at se, hvordan det skulle forstås. Det betød bare, at vi havde vores eget badeværelse, som lå lige på den anden side af gangen. Det fungerede fint, og var kun irriterende, hvis man skulle op og tisse om natten.

Jeg tror ikke, man kunne ønske sig bedre beliggenhed i Firenze. Hotellet ligger på Piazza San Lorenze, som er et par minutters gang fra Duomoen (300 meter), 10 minutter fra hovedbanegården, og cirka 700 meter fra Ponte Vecchio, Selve pladsen, hvor hotellet ligger er hyggelig med kirker, hyggelige restauranter, en 7-11, og flere aftener var der kulturelle arrangementer, når mørket faldt på.


Pladsen, hvor hotellet lå



Vi betalte 420 kr. per overnatning midt i højsæsonen - ret billigt for Firenze!. Prisen var inklusiv morgenmad, som foregik ved, at man fik udleveret en billet til en sød lille cafe, der lå på den anden side af pladsen. Her kunne man så få en kaffe og et stykke morgenbrød, fx.en croissant eller lignende som del af morgenmaden. Øvrige ting kunne tilkøbes.


En hyggelig restaurant på pladsen,
hvor hotellet lå


Anbefalingen til Hotel San Lorenzo nr. 7 er hermed givet videre, hvis du mangler et billigt sted at overnatte i Firenze.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...