mandag den 4. maj 2015

Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker i verden for tiden! Katastroferne og ulykker melder sig en efter en. Jordskælv i Nepal, der dræber tusinder, Boko haram tager gidsler, flygtninge drukner i middelhavet, syrere flygter fra landet på grund af borgerkrigen og sådan kan man blive ved.

Som danskere har vi det utrolig godt. Så godt at vi ofte glemmer at sætte pris på det, når vi diskutere manglende dyrekort i Føtex, prinsegemalens influenza og fraværet af parkeringspladser på Østerbro. 
Det er ikke, fordi jeg mener, at vi hele tiden skal gå og undskylde eller have dårlig samvittighed over, hvor heldige vi er at være født i sådan et trygt og rigt land som Danmark. Men det mindste vi kan gøre er at bidrage lidt til dem, der ikke er lige så heldige som os. 

Hvordan man vil bidrage, er helt op til den enkelte. Man må tage sit eget menneskelige og økonomiske overskud i betragtning og finde ud af, hvordan man selv kan være med til at gøre en forskel. 

Om du hjælper med at samle møbler ind, så en syrisk flygtninge familie kan få et hjem i Danmark. Om du giver et bidrag til velgørenhed, så nødhjælpsarbejderne kan uddele mad og rent vand i katastrofeområderne. Om du har holdninger og arbejde politisk for en mere humanistisk verden, højere tolerance og mere næstekærlighed. Om donerer dit brugte tøj, arbejder frivilligt, laver underskriftindsamlinger, strikker bamser til børnehjemsbørn eller køber Hus Forbi. 

Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget! 

Selv er jeg startet som frivillig lektiehjælper i Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg hjælper voksne med deres lektier, med at skrive ansøgninger, med at kontakte de sociale myndigheder og meget andet. Det er super meningsfuldt og det er - udover øknomisk støtte til forskellige hjælpeorganisationer - det jeg synes, jeg kan bidrage med for tiden. Jeg har kun været frivillige to gange, men begge gange er jeg taget lidt træt afsted efter en lang arbejdsdag. Begge gange har jeg også været fuldstændig høj, når jeg kommer hjem over, hvor dejligt det er f.eks. at hjælpe en ung mand med at analysere digte, så han kan bestå Dansk på HF eller at hjælpe en ældre mand med at formulere et brev til skattevæsnet, så han kan få styr på sin årsopgørelse. Det er et lille bidrag i det store billede, men tænk hvis alle gav bare lidt mere. Tænk hvad vi så kunne udrette sammen. 

Hvad gør du for at gøre verden til et bedre sted og for at hjælpe dem, der ikke er lige så heldige som os?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...