torsdag den 7. maj 2015

Drømmer du om forkælelsestid med en veninde, søster eller kæreste?

Noget af det fedeste er tid med sine veninder. Jo ældre jeg bliver, jo mere værdsætter jeg det, fordi man ikke bare kan tage det for givet længere.

Fra søndag til mandag var jeg på overnatning med en veninde for at få noget venindetid. Jeg havde givet hende en overnatning  fødselsdagsgave og hun havde givet mig en middag. Så det blev til en dag, middag og overnatning på Falkenberg Strandbad.

Vi fandt en deal via wellness deal, som en anden veninde fortalte om. Og det kostede kun ca. 900 kr for en overnatning og morgenmad samt adgang til deres spa-afdeling.

Den fine udsigt fra værelset og balkonen og det hyggelige værelse, som var meget smagfuldt indrettet. 


Da vi kom til hotellet, betalte vi 100 Skr. for at opgradere, så vi kunne få havudsigt og en lille balkon. Og det blev vi super glade for, for udsigten var rigtig fin - og vi nød en eftermiddagsstund på balkonen i forårssolen og troede næsten, det var sommer.

Resten af dagen blev brugt på afslapning i spaafdelingen, hvor der var et varmt bassin, sauna og et lækkert afslapningsrum, hvor man kunne ligge på store sofasenge og spise nødder og frugt, mens man så på ildens knitren i en kæmpe pejs. Vi var også ude at gå på badebroen og promenere langs stranden i vores lækre tykke badekåber og badetøfler. Der var åbenbart også andre spa-faciliteter, men man skulle betale ekstra for at komme ind til dem, og det syntes vi ikke, vi ville. Hvis vejret ikke havde været godt, eller hvis vi skulle have været der længere tid, så ville de gratis spaområder hurtigt blive for kedelige. Men til en lang søndag eftermiddag passede de rigtig godt.  

Om aftenen spiste vi en superlækker middag på hotellets restaurant (meget mør entrecote til hovedret og den bedste salt-karamel-is til dessert - MUMS!), og mandag morgen stod den så på en stor og god morgenbuffet. Ikke til at klage over!

Så hvis du mangler et sted, hvor der er rig mulighed for at nyde livet og få masse af tid med din veninde, så I kan få vendt verdenssituationen - eller trænger til en romantisk get away med kæresten, så er Falkenberg Strandbad et godt bud.



Dette indlæg er på ingen måde sponsoreret, og jeg får ingen fordele ved ovenstående indlæg. Anmeldelsen og opholdet er helt for egen regning, og er blot et godt tip fra en oplevelsesrejsende til en anden. 
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...