lørdag den 28. marts 2015

Oplevelser i Gøteborg

I vinterferien var vi i Gøteborg et par dage. Da vi har været der en del gange før (se her), har vi allerede tullet rundt i mitbyen og set en del af de bygninger og steder, der ligger midt i centrum. Derfor var vi på udkig efter nogle lidt anderledes oplevelser denne gang. Vi fik hjælp af appen GO:teborg.

Vi fandt blandt andet disse gode oplevelser:


Röda Sten - museum for samtidskunst

Museet Röda Sten, som ligger ved floden, lige under en kæmpe bro. Röda Sten kalder sig selv for et Gøteborgsk Lousiana og er en moderne kunsthal. Da vi var på Röda Sten var der åbenbart en udstilling, der hed "För demokrati behövs kärlek", som viste sig at handle om homoseksuelles rettigheder i blandt andet Colombia. Lidt overraskende for det anede vi ikke, og udstillingen i sig selv var ikke noget der kunne fange os. Så betegnelsen Goteborgsk Lousiana var ikke lige frem vores opfattelse.


Selve den rå bygning derimod var ret fascinerende, og det har tidligere været en form for varmecentral, hvor man opbevarede kul og flis. 



Entre til musset var kun 40 SKR pr. person, så det var ikke til at klage over.

Hvis man er på Röda Sten, kan cafeen godt anbefales, vi fik to gode måltider mad inkl. kaffe for cirka 80 SKR.  

Masthuggkyrkan - fin kirke med flot udsigt

Vi kørte også en tur til Masthuggkyrkan, hvorfra der er udsigt ud over floden. Vejret var ikke så klart, men det var nu alligevel ret flot.



Kirken i sig selv er ogå værd at kigge ind i. Jeg har aldrig set sådan et træloft i en kirke før - ret imponerende!

Udsigten og kirkebesøget var selvfølgelig gratis.

Feskekörka - gammel fiskehal

Feskekörka lyder lidt som om, det er en kirke, men det er det ikke. Det er tværtimod en gammel hal fra 1874, hvor der tidligere blev holdt fiskeauktioner. I dag er der fiskehandler og et par cafeer og restauranter - og på nogle måder minder det lidt om torvehallerne i København i virkelig lille udgave. Bygningen er fin, og det er da altid fascinerende med de store montre med fisk og skaldyr, men mange timer kan man ikke bruge der. Men hvis man er i området, kan det dog sagtens være en god ide at tage et kig på bygningen.



Hvis man ikke køber fisk med hjem, så er besøget ganske gratis.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...