lørdag den 21. februar 2015

De seks mest luksuriøse hoteller

Den anden dag kunne I læse om de hyggeliste steder, jeg har overnattet på mine rejser. Her kommer en liste over, de mest luksuriøse, ekstravagante og også dyreste hoteller, hvor jeg har overnattet rundt om i verden.

For det meste vælger vi billige overnatninger, når vi rejser og kan godt lide små lokale steder. Men ind i mellem - og særligt på de lange rejser - kan det være rart med et par enkelte nætter i luksus, når resten af ferien holdes i backpackerstil. Så hvis du kunne have lyst til et liv i sus og dus, så er her seks anbefalinger:


1) Four seasons i Amman, Jordan
Nytåret 2013/2014 var vi på 8 dages rundrejse i Jordan - en fantastisk tur, som alle burde tage på, når der bliver rolige tilstande igen på de kanter. Hen over nytåret besluttede vi os for at flotte os og overnattede på Four Seasons i Amman. Det var lidt af en oplevelse! De havde et super lækkert pool og spa-område, som vi benyttede nytårsaftensdag.

Four Seasons Amman

Vi måtte dog erkende, at én ting er, at man beslutter sig for at betale, hvad det nu koster at overnatte på så lækkert et hotel. Men noget andet er at være der og konstant føle sig snydt af de alt for høje priser for fx. maden i restauranterne, for massage osv. Så vi benyttede stort set ikke hotellets faciliteter, hvis de ikke var inkluderet i prisen - i modsætning til alle de mange rige oliesheiker.


2) Peabody i Orlando, Florida, USA
For nogle år siden var jeg med mit arbejde på konference i Orlando i Florida. Det var godt nok et vildt hotel, vi boede på. Jeg har aldrig før oplevet et hotel, hvor der var fjernsyn i spejlet på badeværelset, så man kunne ligge i badekaret eller se tv, mens man børstede tænder. Vildt!
Jeg har heller aldrig oplevet at have brug for det, men pyt, det var stadig vildt.

Da vi ikke selv betalte, var det jo bare lækkert at kunne nyde det lækre værelse. Desværre var der så travlt med konferencen, at jeg aldrig fik afprøvet hotellets tre udendørspools, men en morgen nåede jeg en svømmetur i den indedørs pool.

En skør særhed ved hotellet var, at man hver formiddag og eftermiddag kunne møde hotellets Duckmaster, som havde en flok ænder, som boede på en af hotellets etager. Ænderne og deres duckmaster tog hver dag elevatoren ned til en fontæne i hotellets lobbyområde, hvor ænderne badede i fontænen, før de igen tog elevatoren op igen. Vildt underligt, men en god gimmick, som folk åbenbart var meget begejstrede for.

3) Hyatt i Mumbai, Indien
Jeg kan jo godt lide at rejse over nytåret, som nogle måske har bemærket. I 2010 var jeg afsted med en god veninde. Selve turen var fantastisk, men rejsen derned gik helt galt med bortkommet bagage, forsinkede fly og masser af ventetid i diverse lufthavne. Vi blev dog indkvarteret på toplækre Hotel Hyatt i Mumbai, fordi vi ikke kunne lande i New Delhi på grund af tåge. Vi var dog så ødelagte efter den lange rejse og tidsforskellen, så vi slet ikke rigtig nød det lækre værelse og hotellet, men blot faldt i søvn med det samme. Godt vi ikke selv skulle betale.

4) Chatrium i Bangkok, Thailand
På en sommerferie havde vi et par dage i Bangkok. Vi havde gennem en lang perioden forinden booket overnatninger med hotels.com, og opsparet 2 gratis overnatninger. Vi valgte det dyreste og lækreste hotel, vi kunne - og det blev Chatrium. Det ligger helt ned til floden i Bangkok og har en sød lille shuttle-båd, som transporterer en hen til nærmeste station.

En fed feature ved hotellet var, at der først på aftenen blev solgt ud af dagens sandwich, tærter og kager til halv pris. Mums, det passede godt til vores rejsebudget.

5) Hilton i Berlin, Tyskland
Sidste år var vi i Berlin i påsken. I Berlin kan man jo virkelig overnatte alle mulige gode og billige steder, men da vi rejste med noget familie ville vi gerne finde noget virkelig lækkert, fordi det er så sjældent, vi er afsted sammen. Hilton havde et rigtig godt tilbud, så derfor boede vi på Hilton på Gendarmen Markt, som efter min mening er den smukkeste plads i Berlin.

Super lækkert morgenmadsbuffet med en smuk udsigt ud over pladsen. Og så ligger det bare så centralt, at man kan gå til alt, og har mange forskellige metrostop inden for meget kort afstand.

6) Yangtze Boutique Hotel i Shanghai, Kina
I sommer, hvor vi var i Kina, havde vi sørme igen sparet op til et par gratis overnatning gennem hotels.com. Derfor valgte vi igen det lækreste hotel, vi kunne finde. Denne gang i Shanghai.
Jeg har aldrig før haft et hotelværelse med fløjdøre ud til badeværelset. Der var både et enormt badekar, en kæmpe brusekabine og alverdens toiletartikler. Badeværelset var større end nogle af de øvrige værelser, vi havde sovet på. Ikke dårligt efter 3 uger med billige hostels og et par sovesale.

Det var en dejligt hotel med en flot lobby. Til gengæld skulle man lige vænne sig til at tv'et tændte på en infokanal med høj musik og billeder af hotellet, hver gang man låste sig ind på værelset.


For en god ordens skyld vil jeg gerne understrege, at dette indlæg ikke er sponsoreret. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...