fredag den 5. december 2014

Tarok Gorge og naturens store kræfter (Taiwan)

En af de ting, vi glædede os allermest til at opleve i Taiwan, var Tarok Gorge. En dyb 18 kilometer lang kløft, som strækker sig langt gennem den store nationalpark Taroko National Park.

Derfor tog vi, så snart vi var landet i Taipei toget sydpå til Hualien, som er den nærliggende by, hvor de fleste turister overnatter, før og efter de har besøgt nationalparken. Vi indlogerede os på et velfungerende hostel, og glædede os til at opleve de store naturkræfter, som havde skabt en så stor kløft i klipperne.

Og naturkræfter var der masser af - vi kom desværre bare til at stifte bekendtskab med dem på en helt anden måde, end vi havde håbet. Vi fandt nemlig vi meget hurtigt ud af, at det var stort set umuligt at komme ind i nationalparken og ikke mindst vandre i kløften, sådan som vi havde tænkt. I dagene inden vi kom til Taiwan, havde en kraftig tyfon hærget store dele af Taiwan, og det meste af Taroko National Park var derfor lukket, fordi veje og stier var ødelagt af de store naturkræfter.

Så vi måtte se i øjnene, at vi ikke kom til at gå den smukke vandretur i kløften, som vi ellers havde hørt så godt om. I stedet bookede vi en rundtur via vores hostel, som tog os rundt til forskellige seværdigheder i nærheden af Hualien. Det blev en god, men noget anderledes dag, og vi så også en lille del af nationalparken.

Dette var, hvad vi håbede på at se (billedet er lånt her,
da vi jo desværre ikke var inde i denne del af parken)


Den del af nationalparken, vi kunne se, var et stort vandfald, den karakteristiske røde bro og et tempel i klipperne. Det var også et rigtigt fint sted, men vi fik ikke følelsen af at være midt i nationalparken og væk fra turistbusserne, som vi havde håbet på.

Taroko Gorge Temple Taiwan

Templet og vandfaldet

Den karakteristiske røde bro

Normalt kan man nemt tage en bus ud til parken, og der er flere forskellige stop i parken. Det koster omkring 500 Taiwanesiske dollars at komme ind i parken. Der er en del forskellige ruter, man kan gå i parken af forskellige længde og i forskelligt terræn. Der ligger også hostelt i national parken, hvis man vil spare transporten til og fra Hualien, den dag man skal udforske parken. Men prisen for overnatning er noget højere i nationalparken end i Hualien.

Den lille del af parken, vi så, var virkelig storslået, og jeg kan kun forestille mig, hvor stor en oplevelse det havde været at se mere af parken. Så jeg kan kun anbefale andre at slå et smut forbi Taroko Gorge, hvis man alligevel er på de kanter.

Det gode er, at vi så har en grund til at komme tilbage til Taiwan - og nogle gange kan det jo være rart med en god undskyldning for endnu en rejse :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...