tirsdag den 16. december 2014

Jul i Stockholm

Lidt impulsivt besluttede vi at tage på weekend i Stockholm i sidste weekend. Vi har hørt meget godt om byen, og mange havde en ide om, at det ville være en hyggelig by i juletiden. 

Vi havde to dage og brugte det meste at tiden på at tulle rundt og opleve de forskellige kvarterer, Sødermalm og Østermalm og selvfølgelig Gamla Stan. Da det bliver mørkt allerede kl 15 i december, så var der ikke mange lystimer. Tilgengæld var der fint julelys mange steder. Ikke på samme måde som Danmark, hvor der er lyskæder i træerne, men fine dekorationer af den lidt mere avancerede art. Der kunne vi godt lære noget herhjemme.

Lyselge ved Kungstrædgården

Vandfald af lys på bjerget ved Skansen i Djurgården

Julekugler i en af de små træboder på et af de mange julemarkeder

Selv juicemanden i Saluhallen var i julehumør

En svensk "bonderøv" sælger gløgg på Skansens julemarked

Lørdag eftermiddag tog vi sporvogn 7 til Julemarked på Skansen i Djurgården. Vi havde hørt, der skulle være et fint luciaoptog. Derfor besluttede vi os for at tage derud sidst på eftermiddagen, hvor det var blevet mørkt for at kunne nyde lucialysene i mørket. Det havde nok været smartere at tage afsted, mens der endnu var dagslys.

Det viste sig nemlig at Skansen er en blanding af  Friluftsmuseet og Den Gamle By i Århus med hyggelige små huse og butikker, så man kunne få et indtryk af tidligere tiders livsstil. Det var bare rigtig svært at få et indtryk af noget som helst i mørke!
Julemarkedet havde en masse boder, som solgte alt muligt mere eller mindre julet, men kke rigtig noget, som vi bare måtte eje. Luciaoptogene foregik i forskellige små kirker og huse rundt op på Skansen, og man skulle stå længe i kø, hvis man ville sikre sig en plads. Desværre blev der ikke plads til os uforberedte turister, så efter en god times tid gik vi tilbage til Sporvogn 7 og kunne bruge samme billet til at komme tilbage til Østermalm.

Så anbefalingen her fra må være: Skansen virker som en god oplevelse - dagslys er at foretrække. Hvis man er til svensk jul på skansen, skal man enten medbringe mange penge, hvis man vil shoppe i juleboderne eller god tid, hvis man vil stå i kø til luciaoptogene.

Stockholm i al almindelighed er en super hyggelig og flot by, så den kan klart anbefales!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...