lørdag den 27. december 2014

Fang din egen fisk - her skal du spise i Stockholm

Da vi var på weekend i Stockholm, spiste vi på en virkelig lækker restaurant, som vi varmt kan anbefale, hvis du godt kan lide fisk og skaldyr.

Vi havde læst om B.A.R - Blaiseholmens Akvarium og Restaurant og havde bestilt bord til lørdag aften. Det viste sig at være en god ide! Da vi bookede bord 4-5 dage, før vi skulle spise der, kunne man kun vælge at spise kl 17 eller kl 21, da alle andre borde allerede var optaget. Vi tog den sene tid, og der var stadig fyldt med folk ved alle borde, da vi kom.

B.A.R er et hipt sted, hvor folk i alle aldersgrupper kommer. Det minder måske lidt om en restaurant i kødbyen, men det virkede samtidig meget mere afslappet og med et mere varieret publikum aldersmæssigt.

På B.A.R har de en stor køledisk med frosne fisk og et akvarium, hvorfra du kan vælge, hvilken en af de levende hummere, du vil have til middag. Der til vælger du forskellige former for tilbehør og sovser.

Frit valg i køledisken



Den lille saluhal, hvor man kan udpege de lækkerier, man vil have


Vi ville gerne prøve lidt forskelligt fisk og skaldyr, så vi tog en tallerken med både hummer, jomfruhummere, kammuslinger, spætte, laks rødding og en eller anden form for hvidfisk. Alle disse grillede herligheder kostede kun 590 kr for to personer.

Det var virkelig lækkert, og som tilbehør havde vi bestilt en lækker salat, pomfritter og kartoffelgratin (som vi havde glemt betyder flødekartofler, hvilket var et lidt underlidt match til de grillede fisk).
Der var masser af mad, og vi var dejlig mætte på en let måde, som man er, når man har spist fisk, da vi gik hjemad.



B.A.R ligger på Blaiseholmen, og man kan nemt gå dertil fra Østermalm og Gamla Stan. Bus nr. 2 gik også næsten til døren, så hvis man bliver træt i benene, kan man nemt tage den til eller fra restauraten.

Hvis du skal til Stockholm og er lige så vild med fisk og skaldyr som mig, så synes jeg, du skal reservere bord på B.A.R - det kommer du ikke til at fortryde! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...