søndag den 30. november 2014

Maksimal afslapning - eller et indlæg om, hvordan det kan gå med store ambitioner

For nogle uger siden var vi i sommerhus. Vi havde haft rigtig meget at se til, og jeg havde haft travlt på arbejdet, så vi glædede os til at kommer afsted til total afslapning.

Efter ikke at have haft tid til at hækle, glædede jeg mig særligt til at skulle nå at være kreativ, og jeg havde store ambitioner for alt det, jeg skulle nå og mange ideer til, hvilke projekter jeg skulle kaste mig over.

Jeg tog derfor også rigeligt garn med, det skulle jo ikke være sådan, at jeg endte med ikke at kunne komme videre, fordi jeg løb tør for garn!

Alt dette garn var pakket ned til sommerhusturen

Den første aften da vi kom op i sommerhuset, var vi for trætte og gik tidligt i seng. Der var også iskoldt i det uisolerede hus, så man kunne se vores ånde indenfor. Vi havde derfor meget mere lyst til at hoppe ned under dynerne for at få varmen og sove ud. Så der blev det ikke til nogle kreative projekter.

Om lørdagen var jeg gået i gang med en god bog, som jeg var nødt til at læse færdig, før jeg kunne gøre noget som helst andet. Og vi skulle også lige shoppe lidt sportstøj og uldbluser i den store sportsbutik med de mange tilbud. Og vi skulle gå tur, og på cafe og se ud over det smukke vand og nyde udsigten. Og sådan gik hele weekenden...

Da vi tog hjem måtte jeg konstatere, at jeg kun havde nået at hækle en lille julekugle. Men nøj hvor havde jeg alligevel slappet af, så det gjorde ingenting.



Er der mon andre end mig, der til tider har hovedet fuld af kreative ideer til projekter, som man gerne vil nå, men at ambitionerne ikke altid ender med at stemme overens med resultatet :-) ?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...