tirsdag den 28. oktober 2014

Chania - hyggelig, men ikke ligefrem overset af turisterne

I efterårsferien inviterede mine forældre på ferie til Kreta i anledningen af min mors runde fødselsdag. Dejligt med lidt sol og sommer her midt på efteråret.

To aftenener var vi inde i Chania, som er en af de store byer på Kreta. Chania (udtales Hrania) er den anden største ny på Kreta, og ligger som mange af de andre store byer ved havet. Den er meget turistet, og fyldt med restauranter med menukort på dansk, med isbutikker, souvenirshops og butikker, der sælger badehåndklæder og sommertøj med kække statements.

Hvis man kan abstrahere fra det, så er der faktisk også en ret hyggelig havn og nogle små hyggelige gader med mange smukke gamle bygninger. I solnedgangen blev det til en rigtig hyggelig aftentur.

Havnen i Chania

Smuk solnedgang

Gamle charmerende lagerbygninger
 
Den gamle moskee
 
Min anbefaling, hvis du skal spise i byen er at gå væk fra havnefronten, hvis du vil have god mad. Den første aften gik vi helt ned i den ene ende ved lagerhusene, derefter drejede vi væk fra havnen og fandt en lille restaurant, som havde udsigt ud over en parkeringsplads. Den så hyggelig ud, men var ikke en turistmagnet, som mange af dem med den gode udsigt over havnen. Maden var både billig og god cirka 1000 kr. for 6 personer inkl. drikkevarer. Ganske rimeligt!
 
En anden aften ville vi spise på et af de små torv, som var overdækket med bourgonvilla - en af mine yndlingsblomster, og blev lokket ind af en sælger. Vi fik kleftiko, som er en græsk form for lammekød. Kødet var rigtig nok lækkert, der var hyggelig levende musik og torvet var rigtig kønt. Men alt i alt var maden ikke noget at skrive hjem om.

To eftermiddage og to aftener er nok i Chania til min smag. Det gav os tid nok til at tulle rundt i nogle af de små gyder og se de fine græske bygninger, men mere er der vist heller ikke at komme efter.

Vi tog bussen fra Kalyves, hvor vi boede (2.30 euro pr. person og en tur på ca. 30 minutter), og der er også ganske gode busforbindelser til mange andre byer fra Chania, fx Rethymnon. Fra Chania til Kalyves Beach kostede det 25 euro.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...