mandag den 10. februar 2014

Petra i Jordan - De har ret, når de siger, det er et af verdens syv vidundere

Højdepunktet på vores Jordantur var helt klar Petra, som er en forladt gammel ruinby. Og hold da op, hvor er der fantastisk. Billederne er ingen ting i forhold til, hvor smukt der er i virkeligheden.

Byen blev lavet cirka 300 år før vor tidsregning, af det folk, der hed the Nabateans. Dette folkefærd byggede gravsteder til deres afdøde slægtninge. Gravstederne blev skåret ud i klipperne, og blev til det, vi i dag kender som Petra.

 
De første grave, man ser, når man går ned mod Petra

Man går 1,2 km gennem en kløft i klipperne før man kommer ned til templerne. 

Det første tempel man kommer ned til er det smukke "The Treasury",
som beduinerne kaldte sådan, fordi de troede, det var fyldt med skatte

Senere blev byen overtaget af romerne, som gjorde det til en handelsstation på vejen fra Indien til Rom, hvor mange karavaner passerede med silke og krydderier. Stedet var en oase med dejligt frisk drikkevand, for the Nabateans havde opfundet avancerede teknikker til at transportere drikkevand fra kilder flere kilometer væk.
 
Romerne indtog Petra og omdannede det til en handelsby med butikker og et amfiteater. På bedste pragmatiske vis udsmykkede de byen med søljer og guder, som repræsenterede forskellige kulturer og religioner i området, så alle karavanefolkene kunne føle sig hjemme i byen. 

Her kan man se nogle af gravkamrene,
som senere blev ombygget til forretninger og boliger af romerne.

Her ser man kongegravene, store og imponerende og skåret ind i klipperne

Senere blev Petra forladt og var ukendt for Vesten i mange år. Kun de lokale beduiner kendte til byen, og de lod kun andre beduiner komme ind i byen. I starten af 1900tallet opdagede en schweizisk maler byen, han forklædte sig som en beduin og kom på den måde ind i byen. I dag er Petra den største seværdighed i Jordan - og er nu et af verdens syv nye vidundere.

Der er mange forskellige ruter i området - så man kunne have brugt dage på at gå på opdagelse.
Vi valgte at gå op til klosteret, og kom forbi denne beduin og hans æsel på vejen.

Hvis man vælger at gå op til klosteret (cirka 1,5 time op af en lang trappe),
kommer man op til denne smukke udsigt ud over klosteret og bjergene omkring Petra.

Indgang til Petra og en guide var inkluderet i vores pakkerejse. Men vi kunne se, at indgang til Petra i en dag koster cirka 400 kr. En guidet tur koster også omkring 400 kr. Det virker som ret mange penge, men da det var inkluderet i vores rejse, behøvede vi ikke selv at tage stilling til, om det var det værd.

Vi fik en super god guide ved navn Nael, som virkelig gjorde oplevelsen meget mere levende. Han var opvokset i området, og havde fra han var stor dreng arbejdet på udgravningerne af Petra. Nael fortalte så mange ting, og det gjorde oplevelsen så meget større. Han fortalte løs i 2-3 timer på et ret godt engelsk og svarede på alle vores spørgsmål.

Min anbefaling er, at det er godt givet ud at få en guide til at være med på de første timer af turen.
I alt gik vi rundt i Petra i 6 timer ind til sidst på eftermiddagen, til det begyndte at blive mørkt. Hvis man havde haft god tid, kunne jeg godt have forestillet mig at have brugt en dag mere i Petra, da der var mange andre gåture og udsigtsposter, man kunne bruge tid på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...