torsdag den 15. august 2013

Bagan - Det smukkeste sted i verden...

...eller i hvert fald et af dem!

Bagan er et must-see i Myanmar. Helt klart den største oplevelse for mig på turen!
Vi brugte to dage i området, som kaldes "old Bagan", hvor der er over 2000 templer, stupaer og pagodaer. Det er fuldstændig magisk at køre rundt mellem de mange ruiner og bygninger - og lige gyldig hvor hen man kigger, er der et nyt smukt syn. Det var som et mystisk eventyr, og jeg kunne være blevet i ugevis, hvis ikke det var fordi, der var så meget andet, vi gerne ville opleve også.

Vi rejste i juli i starten af regntiden, hvor der er færrest turister, men da Bagan ligger i en "dry zone" var der stadig meget varmt og solrigt og ikke antydningen af regn. Luftfugtigheden var relativt høj, men efter min mening er det værd at rejse på denne tid, da vi havde mange af templerne for os selv. Ved enkelte af de store templer, var der et par turistgrupper, men ellers var ofte alene eller mødte et enkelt andet par.

I skal da lige se en masse billeder af det smukke område. Billederne kan ikke helt indfange storheden, men giver måske alligevel et indtryk af, hvor fantastisk det var.




Om Bagan
De forskellige templer i Bagan er bygget mellem det 9. og 13 århundrede, dengang byen var hovedstad. Der blev bygget over 10.000 templer og pagodaer, og der er omkring 2000 der stadig eksisterer, nogle mere velbevarede end andre. I perioden var der skiftende religioner, blandt andet forskellige former for buddhisme og hinduisme og naturreligioner. Derfor er templerne også meget varierede.

Området er flere gange blevet ødelagt af jordskælv, senest i 1975. Men heldigvis har regeringen sat et stort restoreringsarbejde i gang for at genopbygge og bevare de ødelagte templer.





Lidt forskellige praktisk
Det er en god ide at tage tidligt afsted, så man kan nå en del, før det bliver for varmt. Vi tog afsted ved 7-8tiden og holdt så siesta om eftermiddagen ved 14tiden.
Det kan anbefales at tage en aftentur, hvor man bør vælge en af de templer med en god udsigt over området og se solnedgang derfra. Mens vi havde mange af templerne for os selv om dagen, var der mange turister samlet ved "solnedgangstemplet" om aftenen. De kom i store busser med deres guider, så her fik vi desværre ikke oplevelsen for os selv! Men trods de andre turister og det faktum, at der var alt (læs: alt alt alt) for højt og stejlt for én med højdeskræk som mig, så ville jeg klart gøre det igen.

Der er flere måder at komme rundt og se templerne på. Man kan selvfølgelig gå, men da området er ret stort og solen er meget brændende, vil jeg ikke anbefale det. Derudover kan man cykle eller leje en hestevogn med chauffør, som kører en rundt. Vi valgte delux modellen med hestevogn begge dage, fordi det var utrolig varmt. Chaufførerne kender også området godt og kan også finde de vagter, der skal låse de få låste templer op.
Det koster omkring 3-4 dollars for at leje en cykel pr. dag, mens det koster 15 dollars for en hel dag i hestevogn. Vi syntes ikke, det var et svært valg!

Det koster 15 dollars pr. person at komme ind i regionen med Bagan, også kaldet Bagan Archaeological zone. Du betaler allerede, når bussen passerer regionsgrænsen - også selvom du ikke har tænkt dig at se et eneste tempel den dag. Til gengæld betaler du så ikke for at komme ind i Old Bagan, som er det område, hvor de fleste templer ligger. Du skal altid have billetten på dig, når du er i Old Bagan, da man bliver bedt om at vise den enkelte steder og kan få en bøde, hvis man ikke har den med.

Som du nok kan læse og se på billederne, så er Bagan et fantastisk sted. Så jeg kan ikke sige det tydeligt nok: Hvis du overvejer at tage til Myanmar, så gør det. Og sørg for at have god tid til Bagan! :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...