onsdag den 6. marts 2013

Pai i Nordthailand - tæt på rismarker, bjerge og varme kilder

Da en af mine veninders veninde skal til Nordthailand, kom jeg til at tænke tilbage på byen Pai.

Da jeg var i Thailand i 2008, var Pai en hyggelig lille by med en afslappet atmosfære. Turisterne var kun lige begyndt at komme til Pai. Jeg håber, at byen forbliver lige så afslappet, selvom den efterhånden er blevet mere og mere populær blandt backpackere.

Pai er en hyggelig by mellem rismarker og bjerge i Nordthailand. Jeg tog bussen fra Chiang Mai - det tager omkring 3-4 timer, og det er en tur med mange hårnålesving. Turen koster mellem 70 og 150 Baht afhængig af bussens størrelse, og hvorvidt den har aircondition.

Jeg brugte tre dage i Pai, hvor jeg blandt andet nød udsigten over bjergene fra Pai Canyon.
Nu har jeg jo aldrig været i det rigtig Grand Canyon, så jeg kan ikke sammenligne dem, men Pai Canyon er et flot stort område, hvor man kan se ud over bjergene og ned i dalene. Man går på den lille sti, som man kan se på billedet, og jeg skulle hilse at sige, at der er ret langt og stejlt ned til hver side!
Pai Canyon


 













I Pai fik jeg desuden også set hotsprings (varme kilder), som der er rigtige mange af i Nordthailand. Det varme vand kommer piblende op af jorden i nogle små badekar, der så flyder over og løber afsted i små varme floder.

Jeg havde glad taget mit badetøj med til kilderne for at snuppe mig en lille dukkert i det varme vand. Men som man måske kan fornemme på røgen på billedet, var vandet i den varme kilde MEGET varmt, ca 80 grader! Det er faktisk så varmt, at det bobler og koger, så jeg fik ikke meget brug for mit badetøj (På nogle tider af året er der åbent i andre kilder, men ikke da jeg var der i juli).

Men til gengæld kan man se på skiltet, hvad de varme kilder åbenbart ofte bliver brugt til :-)
Tha pai hot springs













Tha Pai hot springs ligger 8-10 km uden for Pai. Vær opmærksom på, at der er et resort, der hedder Pai Hot Springs, som er et spabad. Og det er ikke der, man kan besøge de varme kilder.

Pais smukke omgivelser bestod også af tusindevis af rismarker, og jeg tog næsten lige så mange billeder, som der var rismarker. Jeg måtte hele tiden stoppe min lejede scooter og tage billeder - hver gang jeg så en ny smuk variation over samme tema, nemlig rismarkerne. Hvor kedelige de end kan lyde, er rismarker noget af det smukkeste.
Det er også utrolig hyggeligt at gå forbi rismarkerne og se de lokale arbejde i markerne, enten med deres hakker og river eller med gamle pløjemaskiner.
rismarker Pai Thailand














Det er billigt og nemt at leje en scooter i Pai. Jeg kan ikke huske, hvad jeg gav, men jeg lejede den et par dage og susede nemt rundt. Man er dejlig fleksibel med en scooter. Man kan køre ned af små sideveje og stier, man kan stoppe helt tæt på det, man gerne vil se, og man bestemmer selv, hvor og hvornår man skal holde pause. Jeg følte mig ikke udsat på scooteren, da trafikken i Pai-området hverken er meget tæt eller voldsom.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...